Influencere på de sociale medier har i høj grad overtaget stafetten fra børne-tv som værende vor tids primære underholdning for børn. Og som forældre kan det være svært at vide, hvad børnene ser og interagerer med online. Samtidig er handelsplatforme som Temu blevet populære, på trods af at de ofte indeholder problematiske og usikre produkter. Dette afspejler sig også i det video-indhold, som de danske influencere poster online. Forbrugerrådet Tænk har derfor undersøgt, hvilke Temu-produkter børnene potentielt eksponeres for i deres digitale færden.
På YouTube præsenterer influencere ofte deres indkøb i såkaldte hauls, hvor de med stor entusiasme åbner produkter foran kameraet. Selvom disse videoer ikke er direkte reklame, kan de give børnene indtrykket af, at det er sjovt at bestille en "masse for ingen penge”. I gennemgangen af videoerne fandt Forbrugerrådet Tænk frem til, at de alle indeholder elektronik og elektroniske gadgets. Organisationen har tidligere testet elektronik fra Temu og anbefaler på baggrund af testen at undgå elektronik fra markedspladser som Temu.
Ligesom på YouTube, præsenterer influencerne på TikTok også deres indkøb i hauls. Men billedet er her en smule anderledes, da en betydelig del af videoerne er reklame for Temu - ofte med rabatkoder og løfter om gaver. Indholdet omfatter ligesom YouTube elektronik, men også i høj grad kosmetik. Forbrugerrådet Tænk advarer også mod kosmetiske produkter fra Temu, da risikoen for, at produkterne indeholder hormonforstyrrende stoffer og andet uønsket kemi er højere end på det europæiske marked.
Som forældre kan det være svært at engagere sig i børnenes digitale liv og hjælpe dem med at forstå, hvad de ser online.
Du kan få hjælp til at tage dialogen med dit barn om influencere i vores indhold her:
Du kan også åbne samtalen med spørgsmål som:
- Hvordan ved man, at man kan stole på én, man følger?
- Har du prøvet at få lyst til at købe noget, som en, du følger, har anbefalet?
- Er du enig i det, som dem, du følger, siger og gør?
- Ved du, hvad fx YouTubere eller TikTokere tjener penge på?
- Er det bedst at have mange ting eller gode ting?
- Hvorfor tror du, at varerne på Temu er så billige?